Pulled Pork
Fremgangsmåde
Dagen før ”rubbes” nakkefileten med krydderiblanding, der kan varieres i det uendelige. Med tiden finder man sin egen yndlings-rub. Rubben skal være både sød og stærk. Gnid rigelige mængder rub ind i stegene og læg dem i en plastic pose natten over i køleskabet.
Grillen tændes og holdes på en konstant temperatur på omkring 110° ved at fylde 3-4 stykker kul (IKKE BRIKETTER) på med ca. 1 times mellemrum. Læg kødet på grill-risten i en lukket grill og tjek med et digitalt stegetermometer at temperaturen i grillen forbliver på ca. 110°.
Efter 10-12 timer (den kan sagtens tåle at få både 15 og 20 timer), og kødet er blevet himmelsk mørt, tages kødet ud af grillen og hviler en halv times tid. Derpå kan kødet ”trækkes” fra hinanden i strimler med 2 gafler (deraf navnet ”pulled pork”). Kødet blandes med lidt sauce og kommes i store, gode, hjemmelavede burgerboller sammen med en skefuld coleslaw.
Coleslaw: Bland cremefraiche, lime, sukker, salt og peber sammen. Dressingen skal være sur, og man skal kunne ane, at der er salt og peber i.
Bland hvidkål, gulerødder og bladselleri i en skål. Tilsæt dressingen og vend det godt sammen. Smag til.