Saftig og mør juleand
Fremgangsmåde
Her er nogle bud på, hvordan du gør – både når du har lidt eller meget tid i programmet.
Langtidsstegt and: Læg en rist over bradepanden. Læg den klargjorte and med brystsiden nedad på risten. Hæld 1 liter vand i bradepanden. Sæt den i en forvarmet ovn ved 130°C. Lad den stege ca. 4 timer. Vend anden og lad den stege videre med brystet opad i 1½ - 2 timer mere. Altså ca. 6 timers stegning i alt.
Hvis du ikke har så meget tid: Brun først anden ved 250°C i 20 minutter med brystet nedad, vend den og dæmp varmen til 160°C – hæld eventuelt fedtet fra. Hæld ca. ½ liter vand i bradepanden og lad anden stege ca. 2½ time. Mærk ved låret, om det løsner sig, og se om kødsaften er klar.
Hvis du steger anden dagen før: Klip anden ud, når den er næsten kold, og læg den i en bradepande. Pensel anden med andefedt og læg stanniol over. Anden varmes ca. 15 minutter i ovnen ved 125°C. Tag anden ud og skru op til 200°C. Når ovnen er varm, tages stanniol af , og anden sættes ind i gen og steger ca. 15 minutter. Skulle anden mod forventning ikke være sprød, kan den eventuelt gives nogle minutter under grill, men hold godt øje med den.
Andesovs: Hæld skyen gennem en sigte, lad stå lidt og skum fedtet af. Smelt margarinen i en gryde, på lav varme, tilsæt 2 spsk. mel og rør rundt. Tilsæt skyen lidt efter lidt, til sovsen har en tilpas konsistens. Tilsæt ca. 1 dl fløde, smag til med salt og peber. Er sovsen lidt for tyk, tilsæt lidt koldt vand, hvis der ikke er mere sky.